Kan det offentlige? 

Politikere er helt pjattede med at digitaliserer alting, ud fra en forestilling at IT altid vil give besparelser. Kan det så passe?

IT er maskiner, og som sådan adskiller de sig ikke fra andre maskiner som erstatter en mere håndværkpræget produktion.
Da aviserne gik fra bly til fotosats, betød det ikke at avisen satte sig selv, men at de håndværksusdannede blysættere kunne erstattes af andre uden deres specielle viden. I praksis betød det deres arbejde blev flyttet op på redaktionen. Sparede aviserne penge? Ja for man erstattede en gruppe ansatte med noget billigere eller arbejdet blev pålagt andre ansatte man havde i forvejen. Dertil skal også lægges at IT-baseret fotosats er mere produktivt end en Linotype blysættermaskine.
Det var altså ikke IT som sådan der skaffede besparelsen, men en ny og mere produktiv maskine.

Der kan være andre årsager til at digitaliserer. Det er ikke nødvendigvis billigere at registrerer biblioteksbøger på en PC frem for kartotekskort, men det giver mange flere muligheder for at søge på bøgerne. Der kan optræde en umiddelbar besparelse, men den vil ofte blive spist op at prisen på de nye maskiner og ansatte til at betjene de mange ny funktioner man får adgang til.
Men biblioteker er ikke varefremstilling, hvor man kan erstatte håndværkere med ufaglærte, her bliver IT bare et nyt medie.

Og så er vi tilbage til politikernes tyrkertro på at IT er lig med besparelser. Man må ellers formode de var blevet klog af skade. Rejsekortet er dyrere i drift end papirbilletter. Polsag blev skrottet før det blev taget i brug og Den digitale Tinglysning indregnede man besparelsen på forhånd og fyrede folk. Det betød at brugerne mistede milliarder i renteudgifter da systemet ikke virkede, og der ingen var tilbage der kunne lave det i hånden.
De ovenstående eksempler viser alle at man ikke skal forvente besparelser ved at flytte medie når man ikke kan fjerne de personer der udfører arbejdet. Polsag vil jo ikke kunne erstatte en politibetjent med en ufaglært. Og der hvor man oplever besparelser er det først og fremmest fra centralisering af funktionen. Man øger altså afstanden mellem borger og staten, men det kunne man jo have gjort uden IT.

Derfor kan det undre at politikerne nu er gået i selvsving for at indfører evalg som de begrunder i besparelser. Valg er ikke en vare der skal fremstilles. Dem der udfører arbejdet er i vid udstrækning frivillige der bare skal have noget smørebrød og en sodavand.
Og erfaringerne fra udlandet er tvivlsomme i lighed med erfaringerne fra andre offentlige digitaliseringer. Dertil er der de politiske aspekter f.eks. gennemsigtighed i valghandlingen og mulighed for at verificerer resultatet, altså tælle stemmesedlerne igen.

Vil man læse mere om erfaringerne fra udlandet findes det her, og vil man ved mere om baggrunden for det papir så er det  her. Og meget meget mere her.

Konklusion:
Man skal vælge at digitaliserer hvis det giver mening, ikke fordi det er moderet og smart, eller løser et lille delproblem der er andre løsninger på. Og så kan det være en god ide at lade de andre lave fejltagelserne og lære af dem. Det er ikke alle ting som giver mening at digitalisere – valghandlingen er en af dem.